Søg på hjemmesiden med Google.
|
| Værdigrundlag og pædagogisk udgangspunkt |  |
Mission
Skive Tekniske Skole giver lyst til at lære og kompetence til erhverv og samfund.
For Skive Tekniske Skole er det vigtigt at give unge som ældre lyst til at lære. Det skal være sjovt at lære, også det som er svært og præget af udenadslære. Det er væsentligt, at man motiveres til at lære og finder glæde heri, at ens nysgerrighed hele tiden pirres. På den måde kan der skabes grobund for den livslange læring, som er og bliver et must.
Med ordene "lyst til at lære" signaleres, at læring skal være i lige så høj grad en indre nødvendighed, som noget der påduttes personen af omgivelserne. Det betyder også, at vi holder os den enkeltes forudsætninger og styrker for øje i stedet for mangler og svagheder.
De kompetencer, vi skal give, er kompetencer, som er brugbare i erhvervslivet til fortsat uddannelse. Derfor arbejder vi på altid at være i tæt kontakt med vore brugere og virksomheder, og vi tager vores afsæt i deres krav og behov.
Vision
Skive Tekniske Skole vil være kendetegnet af innovations- og forbedringskultur, der gør os til en attraktiv samarbejdspartner på kvalitet og resultat.
Visionen understreger ønsket om, at Skive Tekniske Skole er en udviklingsorienteret skole, hvor der fortsat er kvalitet i alle gøremål. Vi skal være energiske, ambitiøse og aktive for at være med til at præge udviklingen inden for de uddannelsesområder, som vi har valgt. Vi skal hele tiden sikre, at vi forbedrer os, og udgangspunktet er fortsat, at vi har en service- og markedsorienteret adfærd, hvor brugernes synspunkter påvirker vort arbejde og beslutninger.
Idégrundlag
På Skive Tekniske Skole skal vi sikre:
-
at det lokale samfund til stadighed tilbydes en bred vifte af almene/studieforberedende samt teknisk/faglige ungdomsuddannelser, der giver de unge en reel mulighed for et valg
-
at der til stadighed tilbydes teknisk/faglige uddannelser inden for træ/møbel, boligmontering, værktøj og el til lokalsamfundet
-
at der til stadighed tilbydes kortere videregående uddannelser i forhold til træ/møbel og værktøj
-
at der til stadighed tilbydes erhvervsrelaterede kurser, der udbygger såvel de
faglige grunduddannelser som de videregående uddannelser
-
at erhvervsvirksomheder til stadighed tilbydes professionel teknologisk erhvervsservice
-
at der til stadighed sker et engagement i forhold til internationaliseringen igennem udvekslings-, uddannelses- og udviklingsopgaver
Værdigrundlag
Det fælles værdigrundlag binder mission og vision sammen og er drivkraften i det daglige. Værdigrundlaget er således grundlaget for alt vort arbejde og fører os mod vor vision.
Værdigrundlaget bygger på følgende:
ambitiøs: Vi skal turde være ambitiøse, så der i et levende skolemiljø bliver god plads til eksperimenter og udvikling af den pædagogiske indsats og en styrkelse af fagligheden - både specifikt og bredt. Vi skal alle aktivt bidrage til at skabe den bedste og mest positive skole.
lærelyst: Vi skal gennem en udpræget involvering af eleven i planlægning og gennemførelse af undervisningen skabe lyst til at lære. Som lærer på skolen går man foran som et godt eksempel og yder hjælp, når der er behov herfor.
bruger- og markedsorienteret: Da vores eksistensberettigelse er "kunders" behov for os, vil alle medarbejdere i enhver handling og kommunikation medvirke i et respektfuldt samspil med disse. Det betyder, at en markeds- og serviceorienteret holdning er en forudsætning. I alle vore handlinger skal der foreligge god kvalitet.
ressourcebevidst: Vi skal alle arbejde aktivt for, at skolens ressourcer anvendes fornuftigt, således at enhver medarbejder er bevidst om anvendelse af såvel tid som økonomi.
samarbejde og relationer: Fremtiden skal bygge på et respektfuldt samarbejde internt mellem ansatte og eksternt med vore interessenter. Samarbejdet skal bygge på tillid og respekt for hinandens styrker og svagheder og skabe en åben dialog i skolen. Dette indebærer endvidere et tæt samarbejde med andre uddannelsesformer, hvor et sådant samarbejde fremmer skolens og/eller samfundets mål.
Pædagogisk udgangspunkt
Missionen, visionen, idegrundlaget og værdigrundlaget udmønter sig i det pædagogiske udgangspunkt, som ligger til grund for den pædagogiske praksis og Skive Tekniske Skoles almindelige liv og virksomhed. Skive Tekniske Skole er kendetegnet ved at være en uddannelsesinstitution, hvor:
-
Organiseringen af undervisningen tager udgangspunkt i den enkelte elev, kursist eller studerendes ønsker og behov. På EUD-uddannelserne sikrer den enkelte elevs kontaktlærer, at dette sker ved sammen med eleven og dennes praktikvirksomhed at planlægge elevens individuelle vej i uddannelsesforløbet. Undervejs i forløbet foretages evalueringer og evt. justeringer, så uddannelsesforløbet udtrykt i elevens personlige uddannelsesplan fortløbende svarer til elevens forventninger og behov.
-
Fagligheden er højt vægtet. Det sker via et tæt samarbejde med virksomheder og erhvervslivet, så elever, kursister og studerende uddannes til fremtidens arbejdsmarked. Et arbejdsmarked hvor en række personlige og almene kompetencer også er efterspurgte på lige fod med de faglige kompetencer. Derfor er udviklingen af disse kompetencer medtænkt i de forskellige læringsforløb, parallelt med udviklingen af de faglige kompetencer.
-
Det fysiske miljø lægger op til, at elever, kursister og studerende lærer på forskellige måder i forskellige situationer. Skolen er indrettet med en række formidlingsrum, studierum og praksisrum. Formidlingsrummene er mindre rum, hvor eleverne kan deltage i teoretisk undervisning i form af oplæg fra lærere, dialogorienteret undervisning og diskussioner. Studierummene er åbne læringsmiljøer møbleret til gruppe- eller individuelt arbejde. I studierummene kan eleverne benytte pc'er efter behov, og der er adgang til biblioteksfaciliteter og mediatek. Her kan søges informationer, arbejdes med opgaver og projekter med mulighed for vejledning fra en lærer.
Praksisrummene er værksteder eller laboratorier. Værkstederne kan være tilknyttet et bestemt fag, eller det kan være multiværksteder, som benyttes i forbindelse med flere forskellige fag. Ofte er de forskellige typer af rum placeret tæt på hinanden, så det er let at gå fra det ene rum til det andet. Eleverne har mulighed for at bruge studierummene både i undervisningstiden og i fritiden.
-
IKT er centralt placeret overalt. Det bruges som arbejdsredskab, ved informationssøgning, dokumentation, i kommunikationssammenhænge og i forbindelse med vidensdeling.
-
Der lægges vægt på at motivere elever, kursister og studerende til fortsat uddannelse, livslang læring. I uddannelserne gøres dette ved at fokusere på at give deltagerne viden om at lære, specielt viden om, hvordan de selv lærer og forsøg med læringsmetoder, der fremmer den enkeltes udbytte af undervisningen. Herved bliver deltagerne forberedt på nye læringssituationer og har individuelle læringsværktøjer, de kan gøre brug af i disse situationer.
-
Vi arbejder målrettet på at undgå frafald, der kan være med til at marginalisere unge eller voksne. Det sker via den individuelle behandling af elever og studerende. På EUD-uddannelserne er det læreren, kontaktlæreren og studievejlederen, der vejleder den unge eller voksne elev, som er frafaldstruet. På teknisk gymnasium er det klasselæreren og studievejlederens opgave, mens det for erhvervsakademiets vedkommende er en sag mellem lærere og studievejleder. Fællesskab og deltagelse i fællesskabet er en vigtig faktor, når frafald skal undgås. Derfor organiserer vi undervisningen og dagligdagen, så alle oplever, at de er vigtige dele af forskellige små og større fællesskaber.
-
Vi forsøger at leve op til den internationale udfordring og give elever og studerende interkulturelle kompetencer. På teknisk gymnasium gennemføres studieture til udlandet med primært kulturelt indhold. På teknisk akademi er der også studieture, som i de seneste år er gået til USA. Formålet har primært været at give de studerende indblik i landets virksomhedskulturer, produktionsmetoder og afsætningsmulighederne der. Desuden gennemfører en del af de studerende deres afgangsprojekter på virksomheder i udlandet.
|
Det sker
|
Mandag 06.02.12
- Kursusstart: Almen fødevarehygiejne
Torsdag 09.02.12
- Kursusstart: Arbejdsteknik ved rengøringsarbejde (VFU Sygehus Viborg)
Tirsdag 21.02.12
- Kursusstart: Engelsk forretningssprog
Mandag 27.02.12
- Kursusstart: Grafisk design, grundlæggende
|
|